Annas stemme

Jeg hedder Anna Lucia, men alle kalder mig Anna. Hvor gammel jeg er? Jeg er 90 år ung.

Jeg bor der, hvor jeg blev født: Reggio Emilia. Jeg havde en dejlig barndom, selv om krigen helt sikkert altid er til stede i mine minder fra den tid. Min mor måtte bage brød hver dag, for efter tærskningen kom vagterne og hentede hveden og efterlod os kun et par unser hver. Derfor måtte vi være meget omhyggelige med ikke at spilde noget. Det var år, hvor overflod var utænkelig, men vi sultede aldrig.

I mine minder stod min mor, Olga, som vi alle kaldte Stella, ofte i køkkenet og lavede tagliatelle, cappelletti ... Jeg husker, hvordan hun æltede dejen og lærte mig at rulle den ud. Bordet var for højt til en pige på ti et halvt år, så jeg måtte kravle op på en skammel hver gang. Hun vaskede op, mens min bror stod for at tørre af. Da jeg var den yngste, fik jeg bestikket og alt det, der ikke kunne gå i stykker. For mange år siden, den nat hvor Sankta Lucia fylder børnenes strømper med slik og bolsjer, havde jeg ikke lyst til at hjælpe. Og jeg ville heller ikke lytte til min mors advarsler: "Sankta Lucia holder øje med dig, ved du nok!" Næste morgen vågnede jeg før Luigi og løb hen til den strømpe, jeg havde hængt op aftenen før til Sankta Lucia. Men til min store overraskelse var den tom. Da min brors strømpe havde samme farve og stof, besluttede jeg at bytte dem, mens alle stadig sov. Jeg lagde dog ikke mærke til, at Luigis strømpe var meget længere end min! Jeg blev straks opdaget, men jeg blev ikke straffet for det. Vi delte det slik, min bror havde fået. Luigi var selvfølgelig ikke glad for det.

Som årene gik, og jeg fik mine egne børn, var det tradition dagen før Sankta Lucia at lave fyldet til de tortelli, vi lavede til jul. Vi kogte kastanjerne, lavede syltetøjet og tilsatte revet citronskal, sultanarosiner, chokolade og senere endda kaffe. Gryden var så stor, at den ikke engang kunne være i køleskabet, så vi lod den køle af på altanen. Når mine døtre var alene, gik de ud i kulden med deres skeer for at snuppe lidt af det. De troede, at jeg aldrig ville opdage det, men jeg vidste det altid. Det var også derfor, jeg lavede så stor en mængde.

Vi har mange familieopskrifter, som pasta rasa, der laves dagen før, og "tagliatelle-kage", som min datter kalder "smørkoncentrat". Min bedstemor elskede zuppa di pane, en suppe lavet af gammelt brød. Da jeg var barn, hørte jeg hende sige til min mor: "Stella, lav ikke noget til mig. Jeg laver mig selv panèda." Og jeg løb op ad trappen, for jeg vidste, at der altid også var noget til mig. Af alle vores families traditionelle retter er der én, der siger særlig meget om os. Det er min mors opskrift med friturestegte puder af gnocco-dej fyldt med bladbede fra haven. Hvorfor friturestegt? Fordi alle ved, at friturestegt mad smager meget bedre. Hun kaldte denne opskrift erbazzoncini, og der findes ikke ét menneske i verden, der ikke kan lide den.

Mine døtre laver dem stadig til deres børn, for at give familieopskrifter videre er som at gå en tur ned ad mindernes vej og værne om vores mødres ord, så vi aldrig glemmer dem. Derfor besluttede jeg for nogle jule siden at skrive disse opskrifter ned og give dem til mine børnebørn i gave. Og på kortet skrev jeg:

Hvis jeres smag aldrig ændrer sig, vil jeg gerne have, at I får mine opskrifter.
God fornøjelse i køkkenet.
Kærlig hilsen
Nonna Anna

Annas opskrifter: erbazzoncini fritti (friturestegte erbazzoncini)

Ingredienser

Til gnocco-dejen
1 kg mel
4 teskefulde salt
5-6 spiseskefulde olivenolie
½ liter mælk

Til erbazzoncini
1 kg bladbede eller spinat
3-4 spiseskefulde olivenolie
150 g Parmigiano
Hakket persille og hvidløg
Salt

Fremgangsmåde

Til gnocco-dejen
Ælt alle ingredienserne sammen, og lad dejen hvile i en time.

Til erbazzoncini
Skold bladbeden og spinaten, og hak dem fint sammen. Steg dem i en pande med olie i 10 minutter. Tag panden af varmen, tilsæt persille og ost, og smag til med salt.
Lav tortelli af dejen – som ikke må være for tynd – luk dem tæt hele vejen rundt, og knib dem sammen på midten. Frituresteg nogle få erbazzoncini ad gangen i rigeligt olie.

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli