Fernandos stemme

Hvad kalder man en hobby, man har haft i mere end tres år? Noget, der fletter sig ind i livet, indtil det bliver en del af det? Måske er ordet "passion" ikke nok til at beskrive det. Måske kunne vi kalde det "kærlighed".

Jeg hedder Fernando og er firs år ung. Jeg var i begyndelsen af 20'erne, da jeg næsten tilfældigt mødte en ven, der plejede at komme på min fars mølle. Jeg husker ikke, hvordan vi kom til at tale om, hvordan han brugte sin fritid. Aktiviteten var ikke så udbredt dengang, men det ville den snart blive. Og den skulle forbløffe mig så meget, at jeg endte med at dyrke den resten af livet. Så jeg tog imod hans invitation og fulgte med ham for at opdage, hvordan man holder bier.

Nysgerrighed er virkelig vedholdende, og når den først er vakt, er det umuligt at slukke den. Og jeg var ingen undtagelse. Jeg begyndte at studere og læse alt om bier, og hvordan man holder dem. Jeg har stadig mange af de bøger. Hver af dem fortæller en anden historie, men der er én ting, de alle er enige om: målene. Med de præcise mål byggede jeg mine første bistader. Ja, "mine", for når man skaber noget med sine egne hænder, er det først der, man virkelig kan kalde det "sit".

Jeg må indrømme, at de første år ikke var lette, for det er først, når man lukker bøgerne, at man begynder at lære for alvor. Det er ikke så let at høste honning fra bistadet, hvis man ikke er ekspert. Man skal kende til systemerne og årstiderne, vide hvordan man beskytter bistaderne mod rovdyr og hedebølger, og man skal lære om blomstringstiderne. Og frem for alt skal man lære dem at kende – bierne – og det er det sværeste. I deres samfund overlades intet til tilfældighederne, og at forsvare familien er deres vigtigste værdi. De er endda klar til at bringe det største offer, hvilket for mennesker betyder et smertefuldt stik. De forsvarer, passer og beskytter; de er trods alt ikke så forskellige fra os. Vi ved begge, hvad der virkelig er vigtigt.

Måske er det grunden til, at den honning, jeg høster, som regel er til min familie. Min kone kan lide at bruge den til sine kager. Min favorit er hendes crostata (tærte) med et tykt lag honning toppet med skiver af jordbær eller abrikoser. Man kan også nyde den med ske, endda før sengetid. Jeg har altid en lille flaske naturlig hjemmelavet propolis ved hånden, endnu en kostbar gave fra bistadet.

Min kone har hørt mig tale så meget om bier, at hun selv er blevet ekspert. Min datter voksede op med mig og bierne. Måske var de notater, jeg begyndte at skrive i de første år, uden at jeg vidste det, til hende. Min datter har altid hjulpet mig, men nu har hun besluttet, at hun vil lære endnu mere. Hun bad mig købe en biavlerdragt og alt udstyret. Forleden blev hun stukket af bierne, men hun trak bare på skuldrene, for hun deler den samme passion, som har drevet vores familie i årevis. At holde den passion i live er den eneste måde at give den videre til de kommende generationer, så også de kan blive forbløffet over biernes ekstraordinære liv, som har været en så stor del af vores liv og altid vil være det.

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli